Mekaniske sikringsanlæg - sporskifte

Ved jernbanens indførsel i Danmark var sporskifter af en konstruktion der kun skabte mulighed for omstilling ved sporskiftet. De var normal vis ikke udstyret med nogen form for låseanordninger til at fastholde den tilliggende tunge, derfor skulle det før hver tog passage efterses af stationens mandskab, endvidere skulle sporskiftet passeres med forsigtighed og med lav hastighed. Senere da trafikken blev mere intensiv blev de dengang simple sporskifter udbygget med en lås der kunne fastholde den tilliggende tunge til sideskinnen. Låsen skulle som regel betjenes ved sporskiftet, hvilket var meget mandskabskrævende ved lange stationer.

Omkring 1880 blev betjeningen af sporskifteaflåsningen påbegyndt flyttet til en centralt sted på udvalgte stationer, man sparede derved mandskab der ikke længere skulle ud til stations fjernt beliggende sporskifter for at aflåse dem, omstilling skulle dog stadig ske ved sporskiftet.. Denne type sporskifte omtales som et centralaflåst sporskifte.

Sikkerhedsmæssigt var de aflåste sporskifter et stort fremskridt og da man fik yderligere muligheden af at gøre signalgivning afhængig af sporskifternes stilling, hvilket også trafikmæssigt var et stort fremskridt, idet sporskifte nu kunne passeres med en højere hastighed. Herved blev den første form for centralsikring indført, hvor aflåsning og betjening af signaler skete fra et centralt sted, kaldet et centralapparat.

Senere blev trafikken endnu mere intensiv og kravet om en mere rationel form for betjening af sporskifter indfandt sig. På stationerne blev det vigtigste sporskiftet efterhånden ombygget, så de kunne betjenes fra centralapparat. Denne type betjening af sporskifter betegnes som en centralbetjening.